Ny i skolen
Første skoledag er noget helt særligt. Det er en stor begivenhed i dit barns liv – uanset om det starter i 0. klasse eller i en af de ældre årgange.
Vi glæder os til at tage imod dit barn og ser frem til et godt og konstruktivt samarbejde med dig som forælder.
En god skolestart er et fælles ansvar
En god skolestart og en god skolegang er et fælles ansvar for elev, forældre og skole. Derfor lægger vi vægt på et godt samarbejde mellem skole og hjem. Med skole-hjemsamtaler og forældremøder lægger vi op til dialog om praktiske forhold i dit barns hverdag og diskussioner om aktuelle problemstillinger.
Skolestartere – fra dagtilbud til skole
Vi arbejder tæt sammen med dagtilbuddet om at gøre overgangen fra dagtilbud til skole så tryg som muligt. Læs mere om samarbejdet her >>
Dit barn starter i indskolingen – afdeling A, som dækker 0. - 5. årgang. Her veksler dagen mellem undervisning og leg, som udvikler dit barns sproglige, udtryksmæssige og sociale færdigheder. I indskolingen arbejder vi også målrettet med dit barns motoriske udvikling og trivsel.
Skoleskift – fra en anden skole til Skolerne i Elev og Hårup
Hvis dit barn skal starte på en af vores skoler i løbet af sit skoleforløb, indkalder vi dig og barnet til et opstartsmøde, hvor vi sammen planlægger den bedst mulige start på skoleskiftet. Lærerne og eleverne i dit barns nye klasse tilrettelægger et modtagelsesprogram, så dit barn vil føle sig trygt og hurtigt vil falde til.
Hvad kan du forvente af os?
Du kan forvente, at vi til enhver tid har fokus på dit barns læring, trivsel og sociale udvikling, og vi vil løbende holde dig orienteret om dette på Aula og via skole/hjem-samtaler. På Aula vil klasseteamet og de andre faglærere også løbende orientere om aktiviteter, lektier og møder.
Du kan også forvente, at vi tager kontakt til dig, hvis der er noget i forhold til dit barn, som vi undrer os over, eller som bekymrer os.
Det forventer vi af dig som forælder
Som forælder er du en aktiv medspiller i klassens samlede trivsel, og derfor stiller vi også krav til vores forældre. De kommer til udtryk i følgende forventninger.
Vi forventer, at du engagerer dig i dit barns skolegang, og at du:
- deltager aktivt i møder og arrangementer på skole
- taler positivt om øvrige elever og forældre foran egne børn
- udtrykker dig loyalt om skolen og skolens medarbejdere over for egne børn
- holder dig orienteret om skolen
- tager del i fællesskaber i klassen
- tager ansvar for, at dit barn overholder skolens regler
- sørger for, at barnet møder til tiden, er udhvilet, har spist morgenmad og fået madpakke med
- viser interesse for barnets skolegang og hjælper med at lektierne er i orden
- tager kontakt til skolens medarbejdere, hvis du har spørgsmål til skolens praksis
- fører en konstruktiv dialog med andre forældre og med skolens medarbejdere
- føler dig forpligtet af fælles aftaler i klassen