7. til 9. årgang
I udskolingen arbejder vi med den unges personlige dannelse og evne til at tage ansvar, stille spørgsmål og søge svar.
I de store klasser følges elevernes faglige fremskridt af både klassernes primære lærere, pædagogisk leder og skolens matematik- og læsevejledere. Og med samme organisering som i indskolingen og på mellemtrinnet arbejder eleverne med fag-dage og emneuger, hvor det traditionelle skema er suspenderet.
Projektuger
I udskolingen arbejder eleverne også med projektuger. Her har vi fokus på den unges evne til at stille spørgsmål til det faglige indhold i undervisningen, søge viden og svar samt at fremlægge et fagligt indhold. Eleverne skal i højere grad selv, under vejledning fra deres lærere, formulere problemstillinger og undersøge dem ved at inddrage relevant, faglig viden.
Ved overgangen til udskolingen ændrer fagrækken sig, og nye fag som samfundsfag, fysik/kemi og geografi kommer på skoleskemaet.
Læs også om, hvordan vi arbejder med den unges udvikling og trivsel i udskolingen >>
Brobygning med ungdomsuddannelser
Fra 8. klasse begynder eleverne at kigge frem mod tiden efter folkeskolen igennem et brobygningsarbejde med ungdomsuddannelserne. I den forbindelse besøger vi ungdomsuddannelserne, og hvis den unge ønsker det, kan vi aftale skolepraktik i samarbejde med erhvervslivet.
Skolens ungdoms-uddannelses-vejleder (UU-vejleder) holder møde med både klassen og forældre, så den unge og du som forælder bliver i stand til at træffe et valg, der kan realisere den unges drømme efter folkeskolen.
Er dit barn parat til uddannelse?
I løbet af 8. klasse vurderer vi, om dit barn er parat til uddannelse. Vurderingen danner grundlag for den unges optagelse på en ungdomsuddannelse efter afslutningen på folkeskolen. Hvis den unge ikke opnår en uddannelses-paratheds-vurdering inviterer vi dig og dit barn til en samtale med skolen og skolens UU-vejleder. Sammen aftaler vi en plan for, hvordan den unge kan blive klar til at starte på en ungdomsuddannelse.
Læs mere om den unges vej mod uddannelse her >>
Lejrskole til Berlin
På 9. årgang er der fokus på de afsluttende eksaminer. Det er også her, vi tager på en lejrskole til Berlin. Lejrskolen skal danne grundlag for årets største projektopgave. Lejrskolen bliver planlagt med udgangspunkt i udvalgte fags faglige mål. Inden afrejsen arbejder eleverne med særlige problemstillinger, som de selv - i samarbejde med lærerne - vælger og formulerer. På lejrskolen oplever og undersøger den unge de valgte problemstillinger på første hånd, og efter lejrskolen bearbejder de indholdet fagligt i projektugen. Det endelige produkt præsenteres til slut for både lærere og klassekammerater. Projektopgaven vil indgå som en del af pensum til de afsluttende eksaminer.
Læs mere om studieture og andre ture ud af huset her >>
Din rolle som forælder til et barn i udskolingen
I 7. til 9. årgang består din rolle som forælder blandt andet i at understrege over for dit barn, at skolegangen ikke kører af sig selv. Det kan være udfordrende i en tid, hvor dit barn måske er skoletræt eller mest optaget af de ting, der foregår uden for skolen med venner, kærester og fritidsinteresser. Det lyder banalt, men husk fortsat at tale med dit barn om skolen. Teenagere har også brug for den daglige samtale om stort og småt i forhold til skolen. En forælder, der viser interesse og lever sig ind i barnets situation, er en solid støtte i disse år.