Et godt samarbejde mellem skole og hjem
Vi ser frem til et godt og konstruktivt samarbejde med dig som forælder. Dit barns læring, udvikling og trivsel er et fælles ansvar for elev, forældre og skole. Derfor er en god dialog mellem skole og hjem helt afgørende for, om vi lykkes med opgaven.
Dit barns lærere og pædagoger vil løbende holde dig orienteret om dit barns skolegang. Det kan fx ske ved:
- Forældremøder, som afholdes mindst én gang om året
- Skole-hjem-samtaler der afholdes efter behov. Alle parter kan tage initiativ og indkalde til en samtale. Er der ikke et særligt behov for en skole-hjem-samtale, vil dit barns klasselærer indkalde til mindst en skole-hjem-samtale om året. Mindst én gang om året vil du blive orienteret skriftligt om dit barns udbytte af skolegangen.
Den gode dialog
Intet kan dog erstatte den gode og konstruktive dialog i hverdagen. Derfor forventer vi også, at du som forælder tager kontakt til skolens medarbejdere, så snart der er noget, du undrer dig over - eller du skulle have spørgsmål til skolens praksis.
Skolebestyrelsen har udarbejdet et princip for skole-hjem-samarbejdet. Læs princippet her >>
Skolernes ansvar
Dit barns lærere har ansvar for undervisningens kvalitet. De har også ansvar for, at du som forælder bliver orienteret om lektier i ugebreve eller i Min Uddannelse - og de har ansvar for at orientere dig om dit barns udbytte af undervisningen.
Som forælder har du også et ansvar
Vi forventer, at du holder dig orienteret i den løbende information fra skolen på alle relevante platforme.
Som forælder er du også en aktiv medspiller i klassens samlede trivsel, og derfor har vi nogle klare forventninger til vores forældre. Disse forventninger kan du læse mere om her >>
Du har som forælder også et særligt ansvar i forbindelse med dit barns udvikling og trivsel. Læs mere om det her >>